Mens du er anbragt skal din familierådgiver (sagsbehandler) fra kommunen sørge for, at du bliver hørt og inddraget i, hvad der besluttes for dig. Dette sker blandt andet ved ”børnesamtaler”. Børnesamtaler skal holdes mindst to gange om året, når der følges op på anbringelsen.
Børnesamtale
Børnesamtale er et ord, der findes i serviceloven § 48, det er en bestemt slags samtale – og det kaldes en børnesamtale indtil du fylder 18 år.
Du må gerne tale med din familierådgiver udover de faste samtaler – og pædagogerne vil altid gerne hjælpe dig med at få kontakt til hende eller ham.
Ved børnesamtalerne er det kun dig og din rådgiver der er med. Det er for at sikre, at du kan tale helt frit og fortælle hvordan du har det. Hvis der fx er noget omkring Dalen eller dine forældre du synes er svært, så kan det være rart vi ikke er der.
Omvendt er der også en del børn og unge, der synes det er rart, at en af pædagogerne er med. Hvis du har brug for det, så hjælper vi dig gerne. Du må også gerne fortælle, hvad du evt. synes der er svært eller du ikke er enig med Dalen om – det er nemlig helt okay, og vi synes, det er vigtigt, din rådgiver fra kommunen får det af vide.